Strategiske partnerskaber

Københavns Kommune har udvalgt sine to strategiske byggepartnere

 

To byggeteams ledet af entreprenørvirksomhederne Enemærke og Petersen og Jakon vinder Københavns Kommunes udbud om strategiske partnerskaber.

Det ene udbud er for børne- og ungeområdet, og omhandler udvidelse, ombygning og renovering af eksisterende skoler, fritidshjem og daginstitutioner samt nybygning af daginstitutioner. Denne opgave vinder byggeteamet Enemærke og Petersen med underleverandørerne arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard, KANT arkitekter, rådgivende ingeniører Dominia, teknik- og design rådgivningsvirksomhed Norconsult og GHB Landskabsarkitekter. Samlet estimeres opgaven at have en værdi på op mod 2,3 milliarder kroner over fire år.  

Det andet udbud vedrører kommunens øvrige forvaltninger og omfatter nybygning, udvidelse, ombygning og renovering af idrætsanlæg, kulturinstitutioner, botilbud mv. Denne opgave vinder byggeteamet Jakon A/S med underleverandørerne rådgivende ingeniører EKJ, Rørbæk og Møller arkitekter ApS, arkitektfirmaet LETH & GORI og Schul landskabsarkitekter ApS. Opgaven estimeres at have en værdi på op mod 0,6 milliarder kroner over fire år.

I august måned havde 10 prækvalificerede byggeteams indsendt deres tilbud på kommunens udbud for strategiske partnerskaber, som samlet estimeres til en værdi på op til 2,9 milliarder kroner over fire år. 
Nu har et enigt vurderingsudvalg så udpeget de to byggeteams, der vinder de store byggekontrakter.   

 

Se også nedenstående pressemeddelelse.