Ambitiøst skolebyggeri i Ørestad

Snart går Byggeri København i gang med sit største skolebyggeri til dato - Arenakvarterets Skole i Ørestad

Både elever og beboere i Ørestaden kan begynde at glæde sig, for snart går Byggeri København i gang med sit største byggeri til dato – en firesporet skole og svømmehal lige ved siden af Royal Arena. Læring, kultur og fritid under ét tag - der er lagt op til en skole, der aldrig sover, med madskole, idrætshal og svømmehal, hvor både elever og københavnere kan få glæde og gavn af faciliteterne.

Det bliver totalentreprenøren BAM Danmark A/S i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard Arkitekter og Rambøll Rådgivende Ingeniører, der skal opføre den nye skole, der indtil videre går under navnet Arenakvarterets Skole i Ørestad. 

BAM vandt det netop gennemførte udbud. I tildelingen er der lagt vægt på, at bygningen, som bliver nabo til Royal Arena, skal leve op til en vision om at skabe et fælles, kommunalt hus, men der er også lagt vægt på, at BAM afgav det billigste bud.

”Arenakvarterets Skole er en milepæl i Byggeri Københavns historie. Vores største byggeri og et eksempel på, hvordan vi tænker funktioner sammen og skaber et byggeri, der kan bruges døgnet rundt og tilgodese mange brugere på én gang. Det har været en utrolig spændende udbudsproces med mange kreative ideer og seriøse bud fra både danske og internationale entreprenører. Jeg ser frem til at se det nye hus rejse sig i Ørestad, fortæller Kasper Graa Wulff, byggechef i Byggeri København. 

Skolen bliver firesporet, og det er tanken, at den skal danne ramme om en ny pædagogisk vision. Der er lagt op til en række spændende anvendelsesmuligheder med fx tagflader, der kan benyttes til udendørs undervisning og faglokaler, som samles i et værkstedstårn.