Elefanthuset

Den historiske bygning har forvandlet sig til et aktivitetscenter til Center for Kræft og Sundhed i København.

Efter en omfattende renovering af Elefanthuset i De Gamles By på Nørrebro, har Center for Kræft & Sundhed fået mere plads til sine aktiviteter og træningstilbud til københavnere med kræft.

Elefanthuset rummer to træningssale, omklædningsfaciliteter, møderum samt et helt nyt mødested for mænd, som har - eller har haft - kræft.

Elefanthuset er et populært navn for Den Gamle Bys historiske kapelbygning, og huset er renoveret med stor omsorg for bygningens kvaliteter. Det enkle og ærlige udtryk er fremherskende med autentiske materialer og godt håndværk. Her ses gedigent murværk, tømrede konstruktioner, massive fyrretræsgulve, terrazzo, teglklinker og originale bjælkelofter, som er flotte og synlige i den smukke bygning.

Desuden er der i projektet lagt op til, at alle rum har en detaljering, der kalder på nærvær og menneskelig varme gennem valg af overflader på væggene, belysning, akustisk og i indretning af rummene. Med fokus på dagslyset, sanselighed og detaljernes betydning.

Projektet er bestilt af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og er udført i samarbejde med det strategiske partnerskab DSP PLUS.