Mød ledelsen

I Byggeri København er vi 8 ledere og 90 medarbejdere, som står for de omkring 200 bygge- og renoveringsprojekter. Mød lederne her.

Kasper Graa Wulff, byggechef  

Kasper har siden maj 2018 været chef for Byggeri København. Han kom fra en stilling som sekretariatschef i Overborgmesterens Sekretariat i Økonomiforvaltningen og har således indgående kendskab til de politiske og økonomiske rammer for Byggeri København. Kasper har tidligere arbejdet som konsulent i Rambøll i København, London og Oslo og på Christiansborg som souschef i Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling. Kasper er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Christina Schulin-Zeuthen, kontorchef i Byggekontor I 

Christina er uddannet arkitekt og har i høj grad været med til at præge København, fx som projektleder hos Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Her var hun blandt andet med til at skabe den nye Nørreport Station og Cykelslangen, som forbinder Havneholmen og Dybbølsbro. I Byggeri København er Christina med til at bygge spændende projekter i byen, herunder den nye Kalvebod Fælled Skole og en ny skole til Arenakvarteret. Byggekontor 1 består af 10 projektledere. 

Lise Lind, kontorchef i Byggekontor II

Lise er uddannet arkitekt og har været ansat i Byggeri København siden juni 2017. Før hun kom til Byggeri København, har hun blandt andet arbejdet som chefarkitekt i Metroselskabet og Hovedstadens Letbane og som sagsarkitekt hos KHR Arkitekter. I Byggeri København er Lise og de 11 projektledere i Byggekontor II ansvarlige for en projektportefølje, som rummer både idrætsanlæg, store kulturbyggerier og bosteder. 

Lene Solvang Jensen, kontorchef i Byggekontor III 

Lene har de seneste 16 år arbejdet med anlægsprojekter indenfor byggeri og teknologi, blandt andet som centerchef i DR Teknologisk Udvikling. Hun har blandt andet deltaget i realiseringen af DR Byen fra start til slut. Lene er seminaruddannet håndarbejdslærer og har derudover gennemført DR’s driftsteknikeruddannelse og flere lederudviklingsprogrammer. I Byggeri København er Lene kontorchef for Byggekontor III, der består af 12 projektledere. Kontorets projektportefølje rummer blandt andet daginstitutioner og nye skolebyggerier. 

Lars Wang Maarbjerg, kontorchef i Byggekontor IV

Lars er uddannet arkitekt og har stor erfaring med projektledelse af skolebyggerier og daginstitutioner i Københavns Kommunes bygherreorganisation. Her har han været ansat siden 2010 først som projektleder og senest som projektchef i Byggeri København, indtil han i april 2019 tiltrådte stillingen som kontorchef. Lars er kontorchef for Byggekontor IV med 10 projektledere og en projektportefølje, der blandt andet inkluderer ombygninger af daginstitutioner, kulturtilbud og skoler, samt ny skole i Kødbyen, og skøjtehal på Østre gasværk.

Frej Leilund, økonomichef  

Frej startede som økonomichef i Byggeri København i marts 2019 med 17 medarbejdere fordelt på to teams. Frej har arbejdet i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune siden 2014, blandt andet som teamleder i Ledelsessekretariatet i Koncernservice. Tidligere var han ansat i Finansministeriet, hvor han arbejdede med kommuneøkonomi, forsyningssektoren og statens selskaber. Frej er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. 

Thue Bay Jørsel, jurachef

Thue har mange års erfaring som jurist i Københavns Kommune først som specialkonsulent hos Københavns Ejendomme og Indkøb, siden som henholdsvis special- og chefkonsulent i Byggeri København. Thue er chef for Team Jura, som foruden Thue selv består af otte jurister. Thue er uddannet jurist fra Aarhus Universitet.

Nikolaj Marker, kontorchef i Udvikling og tværgående processer

Siden august 2019 har Nikolaj været kontorchef i Byggeri Københavns Kontor for Udvikling og Tværgående Processer med 12 medarbejdere. Han kom hertil fra Børne- og Ungdomsforvaltningen hvor han sad i stillingen som konstitueret teamleder i Team Byggeri.  Nikolaj har arbejdet i Børne- og Ungdomsforvaltningen siden 2014, hvor han blandt andet var direktionskonsulent i Ledelsessekretariatet og chefkonsulent i MED-Sekretariatet. Tidligere har  Nikolaj arbejdet i Beskæftigelsesministeriet og i Deloitte Consulting. Nikolaj er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet.