Ny idrætshal til ydre Østerbro

Lundehushallen er indviet og klar til idrætsliv dag og aften. En arkitektonisk flot hal med moderne idrætsfaciliteter.

Det 2.126 m2 store idrætskompleks er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og omfatter en fleksibel idrætshal, der kan rumme håndbold-, indendørs fodbold-, badminton-, volleyball- og basketballbaner med tilknyttede omklædningsfaciliteter samt opholdsareal. Ud over de moderne idrætsfaciliteter, er det en arkitektonisk flot hal, med indvendigt smukt lysindfald og en fantastisk akustik.    

Hallen ligger diskret i området ved Lersø Parkallé og Bredelandsvej, som bindeled mellem Lundehusskolen og svømmehal. Hallen får funktion som skole-idrætshal i dagtimerne og med aktiviteter for lokale sportsudøvere og klubber i de øvrige timer samt i weekender.

Lundehushallen bliver med sine moderne faciliteter en stor gevinst for Lundehusskolen såvel som for lokale foreninger, hvor det er tanken, at hallen skal blive et samlingspunkt for lokalmiljøet, når den benyttes af det lokale foreningsliv efter skoletid.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, herunder lokaludvalg, Lundehusskolen, Emdrup Bad, USG, KFUM's Boldklub.