Skal du genbruge byggematerialer med PCB og teste, hvordan det vil påvirke indeklimaet?

Se her hvordan og anvend vores PCB-udregningsværktøj.

FN’s Verdensmål og regeringens Strategi for cirkulær økonomi lægger op til, at flere materialer fra nedrevne bygninger genanvendes.

Genbrugte byggematerialer kan indeholde miljøfarlige stoffer, hvilket stiller nogle særlige krav til deres anvendelse. For de fleste uønskede stoffer medfører det blot, at der skal tages arbejdsmiljømæssige hensyn ved bearbejdning af materialerne som fx ved slibning.

Stofgruppen PCB, som tidligere blev anvendt som tilsætningsstof i fx termoruder og slidstærke malinger, fordamper langsomt og kan forurene indeklimaet. For at kunne genbruge materialer indeholdende PCB er det derfor nødvendigt at teste, hvor meget PCB der fordamper fra materialerne. Københavns Kommune har taget initiativ til at udvikle et værktøj, der kan udregne, hvordan materialerne vil påvirke indeklimaet.

Udregningsværktøjet er et Excel regneark, der tager højde for materialernes overfladeareal, afgasning af PCB, bygningens dimensioner og luftskifte. Man kan på den baggrund vurdere, om materialerne kan genbruges et nyt sted uden at give anledning til et usundt indeklima.

Byggeri København har udviklet værktøjet i samarbejde med Golder, som er et rådgivende ingeniørfirma med mange års erfaring inden for genbrug af byggeaffald og PCB-undersøgelser, Københavns Ejendomme og Indkøb, Teknik- og Miljøforvaltningen, Byggeri Københavns strategiske partnerskab TRUST og J. Jensen Nedrivning.

Projektet er delvist finansieret af Realdania.

Vil du bruge værktøjet? For at få det tilsendt kontakt venligst: maria_ekblad@golder.com