Valby får spritny daginstitution på Ålholm Skole med plads til endnu flere børn

  • Foto: TRUST (Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma)
Valbys borgere kan se frem til endnu flere daginstitutionspladser. Der var rejsegilde på byggeriet fredag den 21. august.

Daginstitutionen på Ålholm Skole i Valby trængte til en opgradering og plads til flere Valby-børn. I forbindelse med helhedsrenoveringen af Ålholm Skole blev daginstitutionen flyttet til en anden, midlertidig bygning på skolen. Nu er Københavns Kommune på vej med en helt nybygget og større daginstitution, hvor børnene kan boltre sig i nye, moderne rammer med endnu bedre legefaciliteter.

Eleverne på Ålholm Skole kan desuden glæde sig til, at de i samme forbindelse får en kunstgræsbane. Banen kan bruges til boldspil året rundt af både skole, fritidshjem og borgere i lokalområdet.

”København vokser med 4-5 børn hver dag. I Valby er der stærkt brug for flere daginstitutionspladser, og derfor er jeg utrolig glad for, at en nybygget daginstitution er på vej på Ålholm Skole. Her bliver der plads til endnu flere Valby-børn med bedre rammer for leg og læring. Jeg er sikker på, at den nye institution bliver til gavn og glæde for både børn og forældre”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) glæder sig også over det gennemgribende løft af daginstitutionen på Ålholm Skole:

”Der kommer flere børn i København og Valby. Derfor investerer vi rigtig mange penge i at gøre plads til byens nye børn i tidssvarende rammer, hvor det gode børneliv kan folde sig ud. Jeg ved, at det har været en lang genhusning og byggeproces. Men jeg håber, at både børn og voksne bliver glade for den nye børnehave, når den står færdig.” siger Jesper Christensen. ”

Daginstitutionen forventes at være klar til ibrugtagning i foråret 2021.

Kontakt

Yderligere information samt kontakt til overborgmester Frank Jensen via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, tlf. 26 13 65 49.
Kontakt til børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Jørgen Bredvig Skadhede, tlf. 51 94 73 21.

Tid og sted

Rejsegilde på daginstitutionen på Ålholm Skole i Valby, Skellet 18, 2500 Valby.
Fredag den 21. august 2020 kl. 12.30-13. Pressen er velkommen.

Fakta

  • Der er til byggeriet givet en anlægsbevilling på budget 2019 på i alt 51,8 mio. kr.
  • Daginstitutionen opgraderes fra to til fem daginstitutionsgrupper.
  • Ibrugtagning forventet i foråret 2021.
  • Daginstitutionen projekteres og bygges i samarbejde med Byggeri Københavns strategiske partnerskab og totalentreprenør TRUST.