Vi bygger i strategiske partnerskaber

Københavns Kommune samarbejder også med byggeriet i længerevarende strategiske partnerskaber.

I 2016 indgik vi to fireårige aftaler om strategiske partnerskaber. Formålet med aftalerne er at styrke funktionaliteten og kvaliteten af vores færdige bygninger og reducere byggeomkostningerne. Vi skal kort sagt have mere og bedre byggeri for pengene.

Kombinationen af en stor portefølje og lange partnerskaber betyder, at vi i højere grad kan arbejde systematisk med at optimere vores processer.  

Når vi arbejder tættere sammen og deler viden i strategiske partnerskaber, øges tilliden gennem hele byggeriets værdikæde. Det giver ikke bare et bedre samarbejde – det øger også produktiviteten og mindsker risikoen for fejl. 

Vores strategiske byggepartnere 

Byggeri København indgår i to strategiske partnerskaber. Begge indeholder byggeprojekter af forskellig størrelse og art – fra renovering til nybyggeri.

TRUST

Byggeteamet TRUST ledes af Enemærke og Petersen med underleverandørerne arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard, KANT arkitekter, rådgivende ingeniører Dominia, teknik- og design rådgivningsvirksomhed Norconsult og GHB Landskabsarkitekter.  

Aftalen omfatter udvidelse, ombygning og renovering af eksisterende skoler, fritidshjem og daginstitutioner samt nybygning af daginstitutioner for børne og ungeområdet. Nye skoler er ikke omfattet af partnerskabet.

Læs mere om TRUST. 

DSP Plus

Byggeteamet ledes af Jakon A/S med underleverandørerne EKJ rådgivende ingeniører, Rørbæk og Møller arkitekter ApS, arkitektfirmaet LETH & GORI og Schul landskabsarkitekter ApS.

Aftalen omfatter nybygning, udvidelse, ombygning og renovering af idrætsanlæg, kulturinstitutioner, botilbud mv. for kommunens øvrige forvaltninger.

Læs mere om DSP Plus.