Helt ny skole på Sluseholmen skal være den grønne byskole

Byggeriet af en ny skole på Sluseholmen er skudt i gang. Skolens omdrejningspunkt bliver naturen, som kommer til at præge undervisningen.
Fotograf
JWW Arkitekter

Byggeriet af en ny skole på Sluseholmen er skudt i gang. Skolens omdrejningspunkt bliver naturen, som kommer til at præge undervisningen i særlig grad. Første spadestik og fejring af byggestart torsdag den 26. august.

Sluseholmen er en af de nye, populære bydele i København, der tiltrækker mange børnefamilier. Nu får kvarteret sin helt egen skole med tre klassespor og plads til 840 børn og tilhørende idrætshal. Visionen med skolen er at skabe en grøn byskole, hvor den omkringliggende natur på land og vand bliver integreret i skolens aktiviteter. Idrætshallen giver også nye muligheder for fritidsaktiviteter for lokalmiljøet og københavnerne. Københavns overborgmester glæder sig over, at en ny skole er på vej:

”København er en by med mange nye, spirende bykvarterer, der tiltrækker mange børnefamilier. Derfor skal vi sikre gode skoler og fritidsaktiviteter til både børnene og lokalmiljøet. Sluseholmen får nu sin helt egen skole, hvor det grønne får en central plads i både læringen og indretningen af skolen. Jeg glæder mig til at se projektet skyde op”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Skolen bliver bygget i fire etager med legepladser på alle tage. Idrætshallen placeres på toppen af et parkeringshus, hvor store glaspartier giver børnene og fritidsbrugerne mulighed for at nyde en unik udsigt over både by og natur. Placeringen af en idrætshal til vejrs er stik imod, hvad man plejer at se, lige som der på hver af skolens etager bliver skabt et grønt terrasselandskab. Indretningen af skolen bliver i det hele taget med øje for at skabe inde- og udeområder, der muliggør naturprojekter i undervisningen. Skolen får desuden madskole og fritidsklub.

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S):  

”Børnene i Sluseholmen kan nu begynde at glæde sig til at få deres helt egen skole – og ikke bare en skole. Sluseholmen Skolen bliver topmoderne og får en superspændende indretning, som matcher den unikke bydel. Jeg er sikker på, at skolen bliver et af områdets vartegn, og med den nye idrætshal får både børn, unge og voksne desuden et nyt lokalt samlingspunkt”.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å):

”Det er afgørende for København, at vi tænker kultur- og fritidsfaciliteter ind, når vi udvikler byen. Ved at have en idrætshal tilknyttet skolen på Sluseholmen, vil det ikke kun give nye muligheder for fritids- og idrætsaktiviteter for skolebørnene, men også for beboerne i området. Det vil skabe et nyt samlingspunkt, der bliver vigtigt for hele bydelen".

Skolen er startet op i midlertidige lokaler på Enghave Brygge. Indflytning på Sluseholmen Skole ventes at blive i januar 2024.

Kontakt

Yderligere information samt kontakt til overborgmester Lars Weiss via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw på tlf. 26 13 65 49.

Kontakt til børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Søren Kornø Kitaj på tlf. 22 42 00 32.

Kontakt til kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressekonsulent Morten Vikær Hermansen på tlf. 24 87 91 88.

Fakta

• Tid og sted: Første spadestik/fejring af byggestart torsdag 26. august 2021 kl. 15-16, adresse: Ved Stigbordene 7.

• Sluseholmen Skole bliver den grønne byskole. I den anledning deltager 125 elever ved første spadestik og planter fem træer sammen med de deltagende borgmestre.

• Det er BAM Danmark A/S, der bygger skolen, som er tegnet af JJW Arkitekter og Thing Brandt Landskab.

• Skolens byggegrund er på 10.000 m2.