Holbergskolen
Årets Skolebyggeri 2019
Nohrcon har kåret Holbergskolen som Årets skolebyggeri 2019. En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde tilsammen, at det i år var et renoveringsprojekt, der fortjente prisen som Årets Skolebyggeri 2019.
Københavns Kommunes bygherreenhed Byggeri København (ByK) og TRUST har siden november 2016 haft et strategisk partnerskab og løser en række institutions- og skolebyggerier i en fire-årig rammeaftale. Med TRUST er der skabt en selvstændig organisation og et tværfagligt fællesskab, der arbejder på at skabe de bedste rammer for byens børn og unge - til den rette tid og den rette pris.
Skolen fra 1953 er i bevaringsværdiklasse 4 og har gennemgået en omfattende helhedsrenovering, der har resulteret i et inspirerende, tidssvarende og energirigtigt læringsmiljø, der bl.a. har givet nye pædagogiske muligheder for gruppearbejde.
Ved nomineringen af Holbergskolen udtalte fagjuryen bl.a.: ”Renoveringen bærer præg af at være foretaget med en klar æstetisk sans for detaljer, materialer og farver i sammenhæng med skolens funktioner, krav og anvendelse. Projektet kombinerer på fineste vis respekten for det oprindelige byggeri og den tids holdninger til skole, didaktik og pædagogik – og så moderniseringen i en bygningsmæssig optimering og anvendelse, som matcher nutidens behov. Som renoveringsprojekt – superflot.”
Tidligere byggechef Kasper Graa Wulff, Byggeri København, udtaler om kåring af Holbergskolen:
”Det er lykkedes at opdatere en bevaringsværdig 50’er skole med stor respekt for fortidens høje håndværksmæssige standarder. De nedslidte undervisningslokaler er omdannet til inspirerende læringsmiljøer, der er smukt afstemt med den oprindelige arkitektur. Holbergskolen er den første færdiggjorte helhedsrenovering i regi af vores strategiske partnerskab med TRUST. Jeg er glad for, at partnerskabet har båret frugt og resulteret i et byggeri, som nu officielt kan kalde sig Danmarks bedste skolebyggeri", siger Kasper Graa Wulff.