Bærende konstruktioner i CLT på Heerup Skole
På Heerup Skole opfører vi lige nu en toetagers tilbygning med bærende konstruktioner af træ. Råhusets vægge og etagedæk er af CLT, mens alle søjler og bjælker er af limtræ.
Tilbygningen er et af Københavns Kommunes første træbyggerier, ligesom det er første gang, vi i Byggeri København arbejder med gennemgående trækonstruktioner og –kerner.
Et udviklingsprojekt
Byggeriet er valgt som et udviklingsprojekt, for at vi kan samle erfaringer om CLT som konstruktionsmateriale og samtidig blive klogere på om arbejdsprocessen med at bygge i træ. Det vil sige helt fra projekteringen og myndighedsbehandlingen til udførslen og driften.
Vi har i processen også haft særlig fokus på krav til brandsikring, akustik og fugt, som alt sammen er væsentlige opmærksomhedsområder, når man bygger i træ.
Cirkularitet i udbud
Da projektet skal bidrage til at give os større viden om at bygge i træ, har vi i vores udbudsmateriale beskrevet flere krav til materialevalg og undersøgelse af miljøpåvirkning sammenlignet med traditionelt byggeri i beton- og stål.
Fakta
Beliggenhed: Frederiksgårds Allé 13, 2720 Vanløse
Areal: 1610 m2
Bygherre: Byggeri København
Arkitekter: Christensen & Co Arkitekter
Rådgivere: Øllgaard Ingeniører, Matters og Sted Landskab
Entreprenør: Jakon A/S
Forventet ibrugtagning: 15. februar 2025
Certificering: Projektet certificeres til guld efter DGNB2020-manualen
Forventet CO2-udledning: 9,30kg CO₂-eq/m²/år