Den Cirkulære Skillevæg

Vi har udviklet en cirkulær skillevæg, som består af gipsmoduler, du nemt kan samle og skille ad. Her på siden finder du alle informationer, du skal bruge, hvis du vil anvende skillevæggen i dit projekt.
Skillevæggen bliver her monteret i CSV's (Center for Specialundervisning for Voksne) kommende lokaler på Østerbro.

I 2021 gik vi sammen med ERIK Arkitekter, Wissenberg Ingeniører, Business With Impact og COWI om at udvikle en cirkulær skillevæg.

Skillevæggen er i sin smalleste konfiguration 100 mm i tykkelsen og bygges op af aflange gipsmoduler, du skubber sammen på modulernes lodrette led.

Konstruktionen er lavet efter samlemetoden 'fer' og 'not', som gør det muligt at lave en såkaldt ’tør samling’ mellem modulerne, uden lim. 

Du monterer skillevæggen til dit projekt med få skruer gennem gipspladerne, som sidder fast på U-skinner i top og bund. Produktet er på den måde både nem at afmontere og sætte op i nye kontekster.

Vi forventer, at 80 procent af skillevæggens materialer kan genbruges direkte ved flytning. 

Hvordan kan du anvende skillevæggen?

Vi har udviklet skillevæggen som en ny, genbrugelig løsning til byggebranchen.

Den er lavet som en basisvæg, du frit kan udvikle videre på, med nye detaljer og løsninger.

Væggen er fleksibel og kan blandt andet:

  • bruges med en ubehandlet overflade.
  • gives forskellige detaljer i den op til 20 mm brede samling ved den lodrette fer. F.eks. trælister, der passer til rummets andre detaljer. 
  • tilføjes overflader, f.eks. akustikpaneler
  • videreudvikles med nye specialelementer f.eks. teknikmoduler. 

Den Cirkulære Skillevæg kan desuden tilgås som et BIM-komponent til digital projektering. Du kan downloade komponenten nederst på siden.

CO2

Første gang, du sætter væggen op, har den 20 procent højere klimapåvirkning end en traditionel gipsvæg. Til gengæld har du et lavere CO2-forbrug allerede første gang, du flytter skillevæggen.

 

Open source

Vi ønsker, at alle oplysninger om Den Cirkulære Skillevæg skal være frit tilgængelige. Du kan derfor tilgå dem i filerne nederst på siden. 

 

Brand

Den Cirkulære Skillevæg har en brandmodstandsevne på 60 min (EI60). Den er testet på Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, DBi. Væggen var ved brandtesten ikke isoleret.

 

Lyd

Den Cirkulære Skillevæg har i sin slankeste konfiguration på 100 mm en lyddæmpningsevne på 45dB. Den er testet på DTU Elektro. Væggen var ved lydtesten opbygget med et lag fibergips og isoleret med mineraluld.

 

Tid

Den Cirkulære Skillevæg er hurtigere at bygge end en almindelig systemvæg i gips. Som entreprenør kan du bygge den hjemmefra og sætte den op på byggepladsen. Hvis modulerne flyttes, kan alle lodrette skruesamlinger genbruges.